Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Overgang til børnehave og skole

Overgange og skift betyder meget for børn, og derfor ser vi det som vores opgave at klæde dem bedst muligt på, så de kan være trygge og glæde sig til det nye kapitel i deres liv.

En tryg overgang fra vuggestue til børnehave

I Københavns Kommune kan børn starte i børnehave, fra de er 2 år og 10 måneder. Overgangen fra vuggestue til børnehave planlægger vi i Guldsmeden i fællesskab på tværs af stuerne.

Det er vores ansvar at sikre en god og hensigtsmæssig fordeling af børnene på børnehavestuerne. Når vi sammensætter grupperne, tager vi udgangspunkt i en række pædagogiske overvejelser, blandt andet børnenes relationer, alder, køn og den samlede dynamik i børnegruppen. Derfor er det ikke muligt for forældre at vælge, hvilken stue deres barn skal gå på – heller ikke i tilfælde, hvor barnet har søskende i børnehaven.

Inden jeres barn starter i børnehave, gør vi meget ud af, at overgangen bliver så tryg som muligt. Vi hjælper barnet med at lære de nye omgivelser, de voksne og de børn at kende, som bliver en del af den nye hverdag.

Det gør vi blandt andet ved at besøge børnehaven sammen med børnene inden skiftet. Som forældre bliver I også inviteret med en dag i Ryttergården sammen med jeres barn. Her får I mulighed for at opleve stedet, møde de voksne og få et indblik i den hverdag, der venter jeres barn.

Når jeres barn starter i børnehave hos os, skaber vi så vidt muligt en tryg begyndelse ved at tage hensyn til barnets relationer. Det betyder, at barnet enten kan skifte sammen med en god kammerat eller starte på en stue, hvor der allerede er kendte børn og relationer.

Klar til skole – med nysgerrighed, fællesskab og mod

Fra september året før, jeres barn skal starte i skole, begynder vores skoleforberedende arbejde. De ældste børn fra begge stuer mødes hver torsdag i Myregruppen, hvor de er sammen hele dagen. Her arbejder vi med forskellige temaer og aktiviteter, som vi mener er vigtige for at blive klar til skolestart. I ugerne op til KKFO-start er de sammen hver dag. 

I Myregruppen øver børnene sig i at skabe nye relationer, blive en del af nye fællesskaber og få øje på både egne og andres styrker. Vi arbejder blandt andet med følelser, venskaber og identitet. Børnene laver selvportrætter og portrætter af deres gode venner, fortæller hinanden, hvad de hver især er gode til, og hvad der gør dem særlige. Vi opdager også, at vi alle kommer med forskellige historier og baggrunde – og at vi samtidig kan mødes i nysgerrigheden på hinanden og glæden ved at være sammen.

Fra december mødes Myregruppen med vores venskabsgruppe fra Kernehuset 3-4 gange. Her får børnene mulighed for at øve sig i at skabe nye relationer uden for de vante rammer og opleve, hvordan man bliver en del af et nyt fællesskab.

Vi har et tæt og godt samarbejde med Guldberg Skole og skolens fritidsordning. Da vores børn starter på mange forskellige skoler i området, arbejder vi dog med skoleforberedelse på et bredere plan. Vi taler om, hvad det vil sige at gå i skole og fritidshjem generelt, og vi besøger blandt andet fritidshjem tilknyttet Guldberg Skole. Vi får også besøg af voksne fra fritidshjemmet, som fortæller børnene om livet i KKFO og fritidshjem.

På hele Nørrebro samarbejder daginstitutioner og skoler om at skabe en fælles overgang til skole. Derfor bruger vi de samme sange, lege, bøger og spil, så børnene møder noget genkendeligt, når de starter et nyt sted. Det betyder for eksempel, at børnene kender historierne om Villads fra Valby, kan spille UNO og kender lege som ståtrold, når de begynder i skole.

Når vi arbejder med at gøre børnene skoleparate, handler det ikke om at lære bogstaver og tal. Det handler om at give børnene de sociale og personlige redskaber, de får brug for i deres nye hverdag: at kunne indgå i fællesskaber, skabe relationer, være nysgerrige, håndtere nye situationer og tro på sig selv.